browser icon
You are using an insecure version of your web browser. Please update your browser!
Using an outdated browser makes your computer unsafe. For a safer, faster, more enjoyable user experience, please update your browser today or try a newer browser.

Gæsteblogger

Alternativ hjælp til nedtrapning af medicin – zoneterapi.

Gæste indlæg fra Lene Damkjær

Som jeg tidligere har skrevet om, har jeg skrottet pillerne – fordi det var det rigtige at gøre for mig.

Men, da jeg næsten var nedtrappet af et hold piller, viste det sig, at disse piller havde holdt bivirkninger af nogle andre piller nede. Og de bivirkninger kom som et brag. PIS. Én læge mente at jeg måtte lære at leve med, at jeg altid ville have brug for piller. En anden læge mente, at jeg skulle lære at leve med mine smerter.

Jeg har via min gode zoneterapeut opdaget, at jeg er blevet overfølsom overfor sukker. Blandt andet nok fordi jeg har brugt sukker som smertelindring, da det giv vildest for sig. Igen noget PIS. Nu har jeg så læst og undersøgt en masse omkring sukkeroverfølsomhed og ved nu, hvordan det påvirker hjernen. Og det er ikke småting vi her taler om. De samme mekanismer gør sig gældende ved medicinforbrug!

Altså traf jeg en svær beslutning og valgt, at jeg nu stoppede alt min medicinforbrug – naturligvis med min læge på sidelinjen – og samtidig skrottede sukker. Jeg vil sku´ ha min hjerne for mig selv! Jeg har et program jeg nu spiser efter (ja, det er en del mere indviklet end blot at undgå hvidt sukker).

Har det været hårdt at droppe medicin og sukker samtidig?

Fandeme JA.

Fysisk ubehag, psykisk rutchebane, følelse af håbløshed og manglende handlemuligheder – PIS, PIS, PIS.

MEN, har det været indsatsen værd?

Fandeme JA.

Jeg er nu ved at være mig selv igen: medicinfri, klarsynet, optimistisk, klar til at takle livet.

Hvem/hvad hjalp mig igennem?

Tjah, nu er vi jyder jo ikke så nemme at vippe af pinden, så i stor udstrækning min egen viljestyre. Så hvis du træffer sådan en beslutning, så forpligt dig til den; bestem dig i hjertet for at ”nu er det nu” og fortæl verden om den. Desuden hjalp min dejlige familie og min zoneterapeut. Faktisk kunne han med sine magiske hænder lindre en del af de værste symptomer.  Jeg gik der en til to gange om ugen, da det var værst. Det beroligede en del af de fysiske gener, så jeg lige kunne klare mig igennem. Måske det ikke virker så godt for alle, som det gjorde for mig, men alligevel et råd jeg vil sende ud i verden. Hvad i så gør med det er helt op til jer, men for dem, der gerne vil have en midlertidig krykke at læne sig på under nedtrapning, ja da kan zoneterapi være en overvejelse værd.

Jeg ønsker dig medvind i dine bestræbelser (medmindre du er langhåret og spiser is, da må vindstilhed gøre det)

Se mere om Lene her: dicoaching.dk 

Share Button
Kategori: Gæsteblogger | Smid en kommentar

Pas på at du ikke går helt i sort, når du forlader pillernes mørke side.

Fra oplevelser på egen krop tilslutter jeg mig en holdning om, at piller skal bruges til at dulme smerter, men ikke til at øge arbejdsbyrden. Jeg har fået ordineret et hav af piller. Svage smertestillende, stærkere smertestillende, fald-næsten-død om smertestillende piller, sovepiller, indslumringspiller, vanddrivende piller, piller mod depression, fibromyalgi mm. En af bivirkningerne var udvikling af allergi mod NSAID produkter – det vil sige alle gigtpræparater. Heldigvis var der nogen hjemme, da det første anfald indfandt sig. Allergien resulterer i, at jeg hæver stærkt i halsen, og der lukkes for luftvejene. Havde gemalen ikke foreslået antihistamin, ja så er jeg ikke sikker på at jeg havde været her i dag. Skræmmende tanke, når jeg sidder her og venter på at mine unger og et par veninder snart vælter ind af døren til hjemmebagt kage. Havde resultatet af alle pillerne så været smertefrihed, så havde jeg nok ærligt overvejet, om det var prisen værd. Men jeg er stadig plaget af smerter dagligt. Altså har jeg smidt de fleste piller over bord – forladt den mørke side så at sige.

Jeg får piller mod fibromyalgi – udefinerbare smerter i muskler og led. Jeg er nu under aftrapning. Dette har jeg prøvet før. Gradvis aftrapning over to uger, efter lægens anvisning. Og bang, der var alle smerter tilbage for fuld udblæsning og psyken smadret i småstykker. I min verden så alting hurtigt helt sort ud. Sofapuderne fik mere vand end potteplanterne. Altså måtte jeg tilbage på pillerne igen. Denne gang har jeg selv planlagt aftrapningsforløbet, der strækker sig over næsten fire måneder. Jeg er nu halvvejs og har endnu ikke haft alvorlige symptomer. Ingen sortsyn og kun få fysiske ekstra gener.
Fra min far har jeg for ganske nyligt oplevet næsten samme historie; dag til dag aftrapning, svære smerter, sortsyn og håbløshed, som resulterer i fornyet medicinering. Altså står han nu overfor snart igen at skulle prøve aftrapning – denne gang over MEGET lang tid.
Mit velmente råd til alle der forsøger at komme ud af et medicinforbrug er derfor: forsigtigt. Lyt også her til din krop. Hellere en god aftrapning over lang, lang tid, end en aftrapning der sender dig helt i kulkælderen.
For de der er åben overfor ”mystiske” tiltag, er det måske værd at overveje at snuse til mindfulness. Det er mere end et smart modeord for at sidde stille og tage en indvendig ”morfar”. Ved at træne mindfulness bliver du i stand til bedre at føle din egen krop og lytte til dens signaler. Og, du bliver bedre til at få holdt de pauser, der skal til, for at din krop kan holde til dit evige jag. Mere om mindfulness en anden gang…
Held og lykke med din aftrapning.
Smil, Lene

Share Button
Kategori: Gæsteblogger | 4 Kommentare

Stop filmen!!!!

Når man bliver ramt af piskesmæld, en arbejdsskade, alvorlig sygdom eller en anden form for traume sker der noget med hovedet. Vi vil ofte føle, at det ikke er fair, at vi blev ramt på den måde. Og hvis vi skulle høre til de få, der mener at det er fair, at vi blev ramt, så vil vi være ramt af fortrydelse. Uanset hvad, kører tankerne konstant med fokus på det, der er sket. For mange kan det der er sket, sammen med tumult og pres for at finde ud af, hvad der nu skal ske, være starten på stress eller depression.

Jeg har i mit arbejde som coach mødt mennesker der kunne sætte tid og sted på deres ulykker mange år efter, og oplevet, at de endnu havde et stort behov for at genfortælle deres historie. At fortælle sin historie er en sund del af at bearbejde situationen og en del af den mentale helingsproces. Man bliver nødt til at give sig tid til at slikke sine sår, synes at det er noget lort og give sig selv lov til at give udtryk for det.

Men, man skal også på et tidspunkt give slip. Så længe man bliver ved med at spille ”filmen” og genfortælle sin historie, både til sig selv og andre, så længe er man bundet til historien. Man kan ikke komme videre, få afklaring, accept og finde et nyt fundament til at bygge et nyt liv op på. Drømmene står på hold og risikerer at blive overspillet af ”filmen” og helt glemt.

Optimalt skal vi voksne gøre som børn, der har slået sig: beklage vores nød til far og mor, der puster og sætter plaster på, vise plasteret frem til alle vi kender, for derefter at glemme det og finde en ny leg, vi kan kaste os over. Ja, det lyder lettere sagt end gjort, men rådet er velment.  Ofte kan eftervirkningerne være større end skaden, hvis man ikke får givet slip. Derfor er mit råd: føl efter hvor langt du er kommet i din proces, få klaget og fortalt færdig og sig så ”STOP” til dig selv. Fortæl dig selv, at det nu er nok og at du nu VIL videre i livet.

Held og lykke på rejsen og med den nye ”film”.

KH. Lene

Share Button
Kategori: Gæsteblogger | Smid en kommentar

Jeg vil gerne sige velkommen til Lene Damkjær som gæsteblogger på min blog (primært) om piskesmæld

Hvad vil Lene fortælle om?

Lene er uddannet Life- og Business coach hun har senere videreundanet sig som Stress coach, og vil komme med gode råd samt sjove historier om livet som caoch. Lene vil også meget gerne svare på spørgsmål og give et råd HELT gratis, så tøv ikke med at komme med kommentarer og spørgsmål.

 

Lene Damkjær

Lene fortæller med humor om hvordan hun ser livet

Lene er selv Flexjobber, dog ikke grundet en piskesmæld, men grundet et ben der er skudt i smadder efter en fejlslået meniskoperation – Hun kender derfor alt til vores kamp med systemet efter en ulykke.

 

Lidt om Lenes Familie 

Jeg besøgte Lene og hendes mand Kim, udover at det var kanon hyggeligt, fik jeg følgende ud af besøget:

Jeg er født 26. juni 1968 i Sønderborg. Opvokset på det liflige Als. Gift med Kim, der er født i Esbjerg i det herrens år 1969.

Kim og jeg blev gift i 1995 efter at have kærestet i godt tre år – altså har vi kendt hinanden ca. halvdelen af livet – vildt.

Storken kom først med Victoria i 2000 og siden med Rebecca i 2004 – rigtig god gammeldags rækkefølge.

 

Mere om Lene

Uofficielt har jeg fungeret som coach, så længe jeg næsten kan huske. Allerede i skoletiden kom veninderne og skulle lade af eller have gode råd. Og alligevel valgte jeg en uddannelse indenfor økonomi. Et meget fornuftigt valg hvis mine forældre skal sige det. Men coaching ligger mig i blodet, så før eller siden måtte det dukke op igen. Den medfødte lyst til at gøre en forskel i andre menneskers liv.

I 2009 tog jeg derfor uddannelse til Life- og Business Coach fra det velrenommerede coachingfirma Manning Inspire. Uddannelsen selv blev begyndelsen på en seriøs rejse udi selv-udvikling.

I 2010 valgte jeg en overbygning som Stress Coach fra det lige så velansete Axept, og så var jeg ellers godt på vej.

Jeg har siden 2010 arbejdet i min mands firma – Damkjær Inspire – sideløbende med fast ansættelse.

2010 blev jeg ansat hos UngeFocus, alias anden aktør. Her arbejde jeg med coaching af unge mennesker, der skulle finde vej væk fra kontanthjælpen.  Nogle skulle coaches på at indrette sig efter eller overvinde deres psykiske diagnoser, som f.eks. ADHD, PTSD, social angst, depression, eller aspergers. Andre skulle holdes i hånden eller losses syd for ryggen for at få fingeren ud og komme i gang med jobsøgning

2012 blev jeg overflyttet til søsterfirmaet SamFocus, hvor jeg kom til at coache ledige i alle aldre. Her har jeg som del af coachingen også arbejdet med kompetenceafklaring, ressourceprofiler og sociale skel. Jeg elskede mit job, virkelig, men så, at vilkårene var for hårde og begyndte at føle stressen gribe fat i mig.

I slutningen af 2012 bestemte jeg mig derfor for at satse alt på vores egen virksomhed, og sagde det faste arbejde op.

Arbejdet som coach er fedt. Jeg elsker følelsen af at have hjulpet nogen videre. Elsker fornemmelsen af at jeg hjalp nogen med at klare en stor udfordring, eller finde deres rette hylde i livet. Og i dag bliver jeg stadig glad, når jeg tænker på den kvinde, der var så hårdt ramt af PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom) at hendes nærmeste relation var hendes sofa. Denne kvinde, der nu glad arbejder på den planteskole jeg formidlede kontakten til. Eller den unge kvinde i afklaringsforløb med fibromyalgi. Hun fortalte mig, at jeg var den eneste, der holdt hende fra en depression og fik hende til at huske, hvordan det var at le. Den generte unge fyr, der med blussende kinder gav mig et stort kram til afsked, efter at have fået et kærligt los bagi, som fik ham til at passe sin kommende chef op og aftvinge ham drømmejobbet. Wauw, bare det at skrive om det får mig i fantastisk humør igen.

Det jeg brænder for er at se resultater i mennesker. Se deres ansigt lyse op i erkendelse af, hvad der har holdt dem tilbage eller forbløffelse over langt om længe, at finde svaret inde i dem selv. Se glæden ved at have overvundet en forhindring. Se overraskelsen, når en gruppe finder ud af, hvad en kommunikationsøvelse kan bidrage med i deres dagligdag.

 

Share Button
Kategori: Gæsteblogger, Livet | Smid en kommentar

Lene fra Damkjær Inspire fortæller lidt om sig selv og kommer med gode råd

Jeg hedder Lene Damkjær og har ikke piskesmæld. Heldigvis. Men jeg har ben, der er skudt i smadder efter en fejlslået meniskoperation, og masser af erfaring med den uheldigste tænkelige cocktail: offentlige myndigheder og sygemelding.

Jeg blev opereret tilbage i 2005

Selve udredningen om, hvad der var galt, og hvad der nu skulle ske, tog en krig. Efter ca. 4 år med alverdens mere eller mindre humane fysiske og psykiske test måtte man erkende, at mine ben ikke bliver bedre, og jeg blev visiteret til fleksjob. Visitationen har senere givet job, og ro på – både psykisk og fysisk. Jeg husker forløbet som et mareridt. Jeg er hver dag taknemlig over at have fundet den gemal, der havde kærlighed, tålmodighed og irritation nok til at stå ved min side hele vejen igennem. Jeg havde et godt bagland, fornuftig økonomi, psykiske ressourcer og baggrund for at forstå alle lovparagraffer. Jeg tænker, at de der mangler en af delene er i risikogruppen for at ende i en papkasse på Vesterbro. Niks, jeg ser ikke mig selv som fordømmende. Jeg har boet mange gode år på Vesterbro, før den landlige idyl overmandende mig.

Et par råd i mit første indlæg

Jeg har i mit arbejde som coach arbejdet med at udarbejde ressourceprofiler til kommunalt brug. Jeg ved, at det er en umådelig kamp at komme igennem. Og at den kan virke aldeles endeløs. Til de der er i længerevarende eller alvorligt sygdomsforløb vil jeg gerne give et godt råd med på vejen:
Tag en bisidder med til møder hos lægen og på kommunen.

Vi kaldte min gemal for ”brummeren” i den periode. Han var den, der havde til opgave at brumme lidt, hvis nogen kom for godt i gang. F.eks. mødte vi en læge, der mente at det var på sin plads at demonstrere, at jeg også var følelsesmæssigt ramt ved at sige ”Jeg tør vædde med at jeg kan få dig til at græde, hvis jeg siger noget grimt til dig”. PLIIIING, og der stod min gemal som en mur mellem mig og lægen. Fantastisk.

Eller den fredag, hvor jeg var sendt hjem fra kommunen med besked om, at der ikke var andre mulighedere end at overgå til ”ægtefælleforsørgelse”. Åååhh rædsel – vi bor i træhus, så vi kunne ikke engang spise vores mursten! Da vi bad om et ekstra møde, hvor gemalen var på slæb, var der i løbet af et par dage dukket en hel række af andre muligheder op!!! Heraf en mulighed for afprøvning mod fleksjob, som har medført at jeg nu har et job jeg er glad for, arbejder nedsat tid, men alligevel har en god løn, og både mursten og brædder sidder i fred.
Så derfor: Tag en bisidder med – om det så er din halvdøve, gamle bedstemor, så er det bedre end ingenting!

Næste tips henvender sig til dem, der er i processen eller allerede visiteret til fleksjob. Mit tip er, at du skal sætte dig godt ind i lovstoffet, før du går til møde med læge eller kommune. Kommunale regler kan medføre skjulte dagsordener. Ok, det kan være tung og forvirrende læsning, men jo mere du ved, jo større er muligheden for, at du får et resultat du kan bruge til noget. Det er ikke en opfordring til at prøve at snyde systemet, men hvis du kender dine rettigheder, så er det nu engang lettere at gøre brug af dem. F.eks. har Gigtforeningen en fint tilgængelig forklaring af de nye fleksjobregler og tilmed en retningsvisende lønberegner, som det kan være værd at besøge

Gigtforeningens hjemmeside

Share Button
Kategori: Gæsteblogger | Smid en kommentar
Tak fordi i læste med på bloggen. Copyright 2014 af Daniel Brüssow Jensin